lørdag den 24. november 2012

Dit kålhovedet....

Synes du også kål er kedeligt, svært at tygge, giver luft i maven, ingen smag og mangler idéer til hvad du skal bruge de hoveder til? Så har jeg et par fif og opskrifter til dig idag :-)

Men først synes jeg lige vi skal kigge på hvad det er kål egentlig indeholder.

Kål er meget rig på en masse gode vitaminer og stoffer, som er rigtig gode for os. Bl.a. indeholder det C-vitamin, som er godt for vores immmunforsvar (læs: især her om vinteren), K-vitamin, folinsyre som medvirker til at blodet kan transportere ilt rundt i kroppen, kræftbekæmpende stoffer og fibre som mætter godt og som bl.a. kan forebygge forskellige former for kræft samt hjerte-kar-sygdomme.
Så der er en god grund til at indtage nogle af disse hoveder i sin kost. Her er et par fif:

  • skær kålen meget fint, gerne på et mandolinjern
  • masser kålen med olie, citron og lidt salt, det blødgør den og så er det nemmere at fordøje
  • tyg kålen godt, da enzymerne i vores spyt har en positiv indflydelse på hvor godt vi udnytter de sunde næringsstoffer

Og her mine 2 opskrifter til dig idag:

Rødkålssalat med et twist:

1/4 rødkål
1 rødbede
1 lille æble
1 spsk olie
en håndfuld mynte blade
håndfuld hakkede valnødder
håndfuld rosiner
saft fra 1 citron samt skal (jep øko, som alt det andet)
Drys salt
drys vaniljepulver
evt. lidt saft fra en appelsin (det kan kun blive godt)

Snit kålen, rødbeden og æblet fint på et mandolinjern. Hak mynten fint og nødderne groft. Tilsæt resten af ingredienserne og massér olien ind i. Lad det gerne trække ca. 30 min før servering.








Og den anden lækre kålsalat er:

Grønkålssalat med et twist :-)

1/4 hvidkål                                                                                       
3-5 store grønkålsstængler                                                               
1 gulbede (det var bare dem jeg fik via fødevarefællesskabet ;-))
Evt. et par stængler palmekål (nu billigt i Irma)
1 lille æble
en håndfuld persille
en håndfuld nødder eller kerner, f.eks. græskarkerner
Lidt tørret frugt, f.eks. abrikoser
1-2 spsk olivenolie
saft af 1 citron samt skal
Drys salt

Hak hvidkålen, æblet samt den gule bede fint på mandolinjernet. Fjern stokkene fra grønkålen og palmekålen og hak dem fint. Hak persillen fint og nødderne og den tørret frugt groft. Bland det hele med resten af ingredienserne og massér godt. Lad også gerne denne stå ca. 30 min. inden servering.


Nu er der ingen undskyldninger for ikke at putte disse kålhoveder i indkøbskurven ;-) samtidig med de smager godt, er sunde, er de også billige og rækker meget langt, hermed ekstra point ;-)

Håber du kan bruge opskrifterne og vil nyde dem i denne vintertid.

Det var alt for idag. Håber vi ses igen og tak fordi du læste med <3

Mvh Ida









søndag den 18. november 2012

Søndag og muffins??

Søndag og bagetid?
Der er i hvert fald god mulighed for at gå i køkkenet med børnene på sådan en dag. Og hvorfor så ikke nyde det og bage noget lækkert og samtidig næringsrigt sammen? :-)

Jeg fandt engang på denne lækre opskrift på disse skønne, velsmagende, luftige og næringsrige chokolade muffins. Og har lavet dem adskillige gange siden og folk er vilde med dem, og så er de er uden mælk, sukker og gluten. Kan man det? Jeps det kan du tro, læs med her:

Du skal bruge:
En foodprocessor

1 ½ dl mandler
1 dl grofthakkede valnødder
7-8 store dadler (husk at tage stenen ud ;-))
2-3 spsk kokosolie
1 banan (gerne let moden)
2 æg
1/4 skrællet squash (jep, det er super i kager)
3 spsk kakaopulver, gerne rå
3-4 spsk kogt quinoa
3 tsk nøddesmør (f.ek.s mandel/hasselnød)
2 tsk kanel
½ tsk vaniljepulver
Drys salt

Kør først mandlerne i foodprocessoren til fint mel og tilsæt så de andre ingredienser og gerne æggene tilsidst, kør til en lind masse. Hæld over i muffinsforme og bag ved 150 grader i ca. 12-16 min.

De er så sunde og sprængtfyldt med næring og holder vores blodsukker stabilt, at de også ville være gode som, en lækker eftermiddagssnack. De kan også kommes i fryseren og tages op om morgenen og så er de klar til senere på dagen.
De ville også være gode til en børnefødselsdag og uden børnene hænger i gardinerne efter de har spist dem ;-)

God fornøjelse og velbekomme. Jeg oploader lige et billede senere når jeg selv har lavet dem igen, igen ;-) den står på yoga om lidt.                                   

Jeg vil ønske dig en forsat dejlig søndag.

Mvh

Ida



fredag den 16. november 2012

Fredag, Disney-show og.....

Det er fredag, Disney-show og ....snacks? Det er især i weekenden hvor der bliver serveret en masse usunde ting, fordi nu skal vi jo "hygge" os... har du hørt det før? Men er det hyggeligt, at vi efter at have indtaget slik, chips, sodavand eller hvad der nu er på menuen, bliver trætte, får ondt i maven, ungerne bliver umulige og alle får en dårlig nattesøvn pga et højt sukkerindhold i kroppen? Nej vel..? Derfor vil jeg gerne give dig inspiration til alternativer, som kunne være med til I alle har det godt også bagefter det er indtaget.

Fredagsslik kunne f.eks. være et stort frugtfad i alle regnbuens farver skåret ud med f.eks. kageforme. Så f.eks. ananas bliver til en stjerne, kiwi blir til en trekant, mango blir et hjerte osv. Det gør det ekstra sjovt for børnene og de kan tilmed være med til at lave det.

De børn jeg passer har noget yndlingsguf og det er ikke Matadormix... Det er mine mynte-guf kugler, som drengen kalder dem. De kan selv være med til at lave dem og disse kugler er sprængfyldt med næring og holder vores blodsukker stabilt og er super lækre.
Og hvad mon de helst vil have? Syntetisk slik eller lækre gufkugler med næring? Deres kroppe og maver fortæller dem hvad der er godt for dem, og som oftest lytter børn til det, hvis de er vokset op med en sund kost. Voksne kunne godt lære af børnene om at lytte til Deres kroppe!

Og du skal jo ikke snydes for opskriften så den kommer her:


1 dl mandler
5 store medjoul dadler (Ja de store fra grønthandleren eller Irma)
1 spsk rå kakaopulver (raw cacao powder er fyldt med næring og kommer fra kakaobønnen som bliver kunst, det er fyldt med magnesium, calcium, vitaminer og mineraler, prøv selv at google det og se alle dens fordele).
2 tsk kokosolie
1 drys vaniljepulver
2 dråber mynteolie
knsp salt


Hak mandlerne og bland alle ingredienserne sammen med hænderne eller i en foodprocessor. Tril til små kugler og rul dem evt. i kokosmel eller rå kakao pulver (husk en serviet bagefter her ;-))
Lav gerne en dobbelt portion og læg resten i fryseren, så er der altid noget lækkert og samtidig sundt  når den søde tand melder sig.
Og tilmed kan de ændres i det uendelige, med andre nødder og tørret frugt. Prøv f.eks valnødder, cashew, pecan, hasselnødder, figner, abrikoser og krydderier som kardemomme, nelliker og lign. Det er kun fantasien der sætter grænser.

Så tag børnene med i køkkenet og hav en rigtig god aften med dem. Det handler om at være sammen og de ønsker især nærvær med Deres forældre <3


Det var alt for denne fredag. Vi ses snart igen.

Mvh Ida







tirsdag den 13. november 2012

Ny og grøn i blogverdenen

Hej kære læser

Hermed mit første lille grønne skridt ind blogverdenen med dette indlæg... uhh...
Jeg har glædet mig, og især til, at inspirere dig til en sundere hverdag med en masse dejlige opskrifter og meget andet.

Jeg har selv allergi overfor mælk og gluten og derfor er opskrifterne uden dette, sukker er heller ikke en del af opskrifterne, da jeg ikke tror på at kunstigt sukker er godt for vores kroppe, men derimod naturligt sukker i fødevarer er okay.

Nu er det for alvor blevet efterår, bladene falder af træerne og der dannes en smuk farvekombination når man går rundt i naturen og kigger. Der er en kølig og frisk luft, som giver os alle sammen røde kinder og ny energi til hovedet. Jeg elsker efteråret og det er nok en af mine yndlingsårstider. Det er skønt at nyde denne årstid, og som er ekstra hyggelig om aftenen indenfor i varmen med et tæppe, te og en god bog. Nyder du også det?

Da jeg synes det er skønt at følge årstiderne, synes jeg også det er vigtigt at vi bruger de råvarer der i sæson. De smager meget bedre, er friske og indeholder mere næring og så er de ikke fløjet ovre fra den anden side af Jorden. Prøv at tænk på det næste gang du står med en bakke jordbær og sommeren forlængst er overstået og vi nærmer os vinteren.
Om efteråret er der mange skønne råvarer, især rodfrugterne kommer frem, rødbeder, pastinak, knoldselleri, porre, græskar mm. De smager skønt og er sprængt fyldt med næring.
Jeg elsker især græskaret, så derfor synes jeg ikke du skal snydes for en af mine opskrifter med netop denne skønne råvare.

Det er græskarboller som er uden mælk og gluten :-) Skønne til madpakken og kan også tåle en tur i fryseren, så der er lidt på lager.

Du skal bruge:
En foodprocessor

2 ½ dl frisk græskar i tern (Hokkaido)
1 ½ dl mandler
½ dl valnødder, grofthakket
½ dl tørret abrikoser i tern
2 spsk kokosolie
2-3 spsk kogt quinoa
2 spsk fint kokosmel
2 æg
En lille håndfuld rosiner
1-2 tsk lemonsaft
1 tsk mandelsmør
1 tsk kanel
Knsp vaniljepulver
Knsp nelliker
Knsp ingefærpulver (evt. frisk ingefær)
Knsp salt

Mandler og græskar køres i foodprocessor så det blir finthakket. Derefter blandes resten af ingredienserne i og tilsidst 1 æg af gangen.
Massen puttes over i muffinsforme og bages på ved 150 grader i ca. 12-15 min. så de har en gylden farve. Det giver ca.10-12 stk afhængig af str.

Rigtig god fornøjelse og velbekomme.Pstt.. De er rigtig lækre med kokosolie eller mandelsmør på til en kop te og en god bog :-)




Jeg ønsker dig en skøn efterårsaften og så håber jeg vi snart ses igen :-)

Mvh Ida